Henrik Ibsens skrifter

Nationalitetens Betydning for Folkets hele aandelige Livsretning og Udvikling har i de sidste 15 til 20 Aar vundet mærkeligt fremad i Klarhed og Forstaaelse. Det er ​navnlig i disse senere Aar mere og mere gaaet op for den almindelige Bevidsthed, at den politiske Frihed alene ingenlunde gjør et Folk ​i Aand og Sandhed frit, men at denne høiere ​aandige Frihed først tilegnes gjennem Løsningen af de Baand, der fængsler Folkets Selvbetragtning indenfor en fremmed Forestillingskreds, – at denne Frihed først erhverves, naar Folket har faaet Sigte paa sig selv og hele den omgivende Verden netop under den eiendommelige Form og i den eiendommelige Belysning, der er os, som ​Nation, medfødt og naturlig. Denne Kamp i den høiere Friheds Tjeneste udkjæmpes her, som andetsteds, væsentlig af vore Kunstnere og Forfattere, disse Folkets aandelige Øine, der fremfor Mængden har faaet ​Klarsyn for det i denne Forstand ​ene Fornødne. Og det er ikke med Theorier der kjæmpes, derfor er ogsaa Virkningen øieblikkeligt slaaende. Vore Digtere har gjennem sine Værker lært Folket at kjende og elske sin Fortid med alle dens Omskiftelser, de har under ​sande og forædlede Former stillet ​Billeder af Folkets Liv frem for vore Øine, og midt under alt det Forskjelligtartede, midt ud af de afvigende Træk og Skikkelser lært os at skimte og erkjende Et, der ligger karakteriserende paa Bunden, – Folkets Fællestanke, den eiendommelige Grundbetragtning, der tilhører os og ingen Anden, fordi vi ligeoverfor Udenverdenen udgiør et Helt, ikke blot ifølge politisk Overenskomst, men paa Grund af fælles Oprindelse, fælles Traditioner, fælles Sprog og fælles Skjæbne gjennem

Faksimile

gode og onde Tider, – med et Ord, fordi vi i Begrebets sande Betydning udgjør en Nation. Ikke mindre vækkende har vore bildende Kunstneres Virksomhed været. De har digtet for os i Farver og Former, som hine i Ord; de har lært os at omfatte med Forstaaelsens Inderlighed den Natur, under hvis Paavirkning vi er opvoxet, og som i sin Eiendommelighed saa nøie hænger sammen med vort hele aandelige Præg. Ogsaa paa Musikens Mark har der været ryddet og dyrket; ​en enkelt fremragende Størrelse har endog paa dette Feldt baaret vort Lands Navn med Ære langt ud over Grændserne. Vil vi nu tænke os al denne Kunstneraandens Gjerning ugjort, eller vel endog udøvet af Fremmede, saa bliver det et i Sandhed mørkt Billede af Tilstanden, der stilles os for Øie; da bliver det os først tilfulde indlysende, hvad Betydning der ligger i den nationale Virksomhed paa Poesiens og Kunstens Omraade. Det vil blive os klart, at det for en væsentlig Deel er herfra vor ​Folkeaand har hentet Vækkelse og Styrke, at det er heraf Kjærligheden til vort Land og ​vore folkelige Institutioner suger sin sundeste Næring, at vi af denne Virksomhed henter en levende Erkjendelse af at udgjøre et organisk Helt med Forpligtelse til ​endrægtig Stræben i Fredens Dage saavelsom til Forsvar mod fremmed Tryk.

Denne Erkjendelse af den nationale Kunsts høie Betydning for vore vigtigste og dybeste Interesser sees ogsaa at have staaet Folkets Repræsentanter klart for Øie, idet der ​i den senere Tid ved ikke ubetydelige Bidrag fra Statens Side er sørget for at sætte vore yngre fremadstræbende Kunstnere, navnlig Malere, Billedhuggere og Træskjærere, istand til at uddanne sig under længere eller kortere Ophold ved fremmede Kunstanstalter, ligesom der ogsaa ved Reisestipendier er aabnet dem Anledning til at delagtiggjøres i den Belærelse, som Studiet af Naturen og Kunstens Frembringelser, enten hjemme eller i fremmede Lande, har at tilbyde. Ogsaa vore Musikere

Faksimile

er denne Liberalitet kommet tilgode; flere af dem har for en Deel paa offentlig Bekostning modtaget Veiledning ved fremmede Conservatorier, og endelig har i det forløbne Aar enkelte Forfattere ved større Reiseunderstøttelser nydt godt af den ogsaa i vort Samfund vaagnende Erkjendelse af Aandsbedriftens Betydning for den nationale Velvære.

Her indtræder imidlertid det ​Særsyn, at, medens Hjælp og Bistand i alle hine ovennævnte Retninger har været ydet, saa er den dramatiske Kunst hos os tilsidesat og overladt til sig selv. Grunden hertil kan ​fornuftigviis ikke ligge i nogen Benægtelse eller endog blot Undervurdering af denne Kunsts Betydning fra Nationalforsamlingens Side. Thi har den sat sit anerkjendende Stempel paa den nationale Virksomhed i Poesie, Malerie, ​Plastik og Musik, saa kan den umuligt benægte Skuespilkunstens Gyldighed. Denne Kunst er jo netop ifølge sin Natur at betragte som en høiere Forbindelse af alle hine enkelte Kunstarter, idet den fremtræder som en Enhed af Poesiens, Maleriets, Plastikens og Musikens Elementer. ​Middelbart har altsaa Storthinget ved at understøtte de øvrige Kunstarter udtalt sin Anerkjendelse af den dramatiske Kunsts Berettigelse; men, er først dens Berettigelse anerkjendt, saa følger ogsaa heraf, at den ubestrideligt maa tillægges en i sin Indflydelse paa Folket langt mere fremtrædende Betydning end nogen anden Kunstart; thi, medens enhver af disse ifølge sin Idee ​stedse virker mere eller mindre abstrakt, – Digtekunsten ved Ordet alene, Malerkunsten alene gjennem Tegning og Farve, Plastiken gjennem den blotte Form osv, saa forener alle disse kunstneriske Meddelelsesmidler sig i Skuespilkunsten til et fuldstændigt Helt, til en ligefrem Gjengivelse af Livet og Virkeligheden, renset og hævet, saaledes som den kunstneriske Forædlingsproces fører det med sig. For tilfulde at forstaae den dramatiske

Faksimile

Kunsts fremtrædende Indflydelse og Betydningen af, at den i Sandhed er national, maa det endvidere betænkes, at i den er den skabende Kunstnerpersonlighed tillige det kunstneriske Virkemiddel; Maleren betjener sig af Lærred og Farver, Billedhuggeren af Marmor og Meisel, men Skuespilleren ligefrem af sig selv, sin Stemme, sine Bevægelser, sit Ansigtsudtryk, sin Gang og Holdning, kort sagt af Alt, hvad der tilsammen danner det for Individet Karakteriserende i Livet, og hvorved Udenverdenen motiverer sin Opfatning af den Enkelte i Modsætning til alle Andre.

En i Aand og Sandhed national Kunstvirksomhed i denne Retning maa altsaa af Enhver, der iforveien har anerkjendt Betydningen af national Kunst i Almindelighed, tillægges den høieste Vægt som et ​hovedsageligt Middel for Folket til renset at gjenfinde sig selv, til at forædles og belæres, til at styrkes og slutte sig sammen. Derfor nyder ogsaa Skuespilkunsten i de fleste nogenlunde udviklede ​Statssamfund en høi Anseelse som aandeligt Opdragelsesmiddel for Folket; paa mangfoldige Steder er Theatrets Virksomhed gjort til en Statssag, og saa godt som overalt vedligeholdes det ved tildels overordentlig store Tilskud fra det Offentliges Side, hvorover nærmere statistiske Oplysninger herved vedlægges.

Men, naar det saaledes overalt, saavel gjennem Erfaring som gjennem Tingens egen fornuftige Grund, tilstrækkeligt er godtgjort, at ingen Kunstart i den Grad som den dramatiske griber virksomt og betydningsfuldt ind i Folkets Udvikling, saa følger ogsaa nødvendigvis heraf, at netop denne Kunstart ved, tvungen af Omstændigheder og trykkende Forhold, at slaae ind paa en falsk Bane, kan komme til i høiere Grad end nogen anden at bekjæmpe det Maal, den skulde virke for, eller det kan ialfald indtræffe, at den, for i sin store Almindelighed at kunne stævne mod Maalet, kommer til i det enkelte Moment at opgive det. Dette har

Faksimile

til sine Tider hyppigt viist sig at være Tilfældet ved Theatre, hvor det offentlige Tilskud ikke har været stort nok, og hvor naturligt er det da ikke, om det ogsaa viser sig ved vor Scene, der udelukkende bæres af den daglige Indtægt? Under en saadan Tingenes Tilstand nødes et Theater altfor ofte til at følge Publicum istedetfor at lede det, til i det Enkelte at lade sig rive med af den gjældende, ofte fordærvede Smagsretning, istedetfor at beherske den. Besad vort Theater større Virkemidler, vilde det ogsaa være istand til at forøge og forbedre sit Personale, samt til at ​forskaffe det en grundigere forberedende Uddannelse; det vilde være istand til at anvende større Omhu paa Valget og Udførelsen af Forestillingerne, til bedre at lønne originale Forfattere og derved ophjælpe vor dramatiske Literatur, samt i det Hele taget til at virke i en mere kunstnerisk og national Aand, end man hidindtil paa nogen Maade har seet sig istand til.

Det norske Theater er et ​Folketheater, der har sat sig som Opgave, saavidt muligt at virke ogsaa for ​Almueklassen; det har derfor et overveiende Antal billige Pladse; men som Følge heraf er den daglige Indtægt for ringe til, uden en for Kunsten skadelig Sparsomhed, at holde Indretningen igang. Heri har man dog ikke troet at burde gjøre nogen Forandring, da det, som sagt, ligger i Theatrets Plan, saavidt muligt, at gjøre det tilgjængeligt for Alle. Denne Eiendommelighed ved den dramatiske Kunst bør visselig ikke oversees. Vore Maleres og Billedhuggeres Værker kan kun Enkelte tilegne sig og nyde godt af, og deres største og bedste Frembringelser forblive desuden som oftest i Udlandet, hvor de skabtes; og dog føler Staten sig forpligtet til at understøtte denne Virksomhed, der ifølge sin Natur ikke egentlig kan siges at komme Folket tilgode. Denne ​Liberalitet er visselig fuldt begrundet; men Theatrets Krav paa en lignende turde være støttet paa ligesaa urokkelige Grunde; de Bidrag,

Faksimile

der her ydes, forblive i Landet, og Udbyttet er Alles fælles Eiendom.

Den vaagnende Erkjendelse af Trangen til og Betydningen af en national Scene er derfor ogsaa i den sidste Tid paa en umiskjendelig Maade bleven udtalt over det hele Land, idet den for nylig aabnede ​Nationalsubscription til Anskaffelsen af en passende Bygning for det norske Theater har mødt ​Sympathi saavel hos Landets Konge og hans Slægt som hos Bonden oppe i Fjeldbygderne. Saasnart denne paatænkte Bygning kommer istand, vil unægteligt den dramatiske Kunsts Fremtid hos os være betrygget; men Tidspunktet ligger endnu temmelig fjernt, og indtil da gjælder det, ikke blot at holde ​Anstalten oppe, men ogsaa at virke med Kraft og uden at tabe det kunstneriske Maal af Sigte. Denne Opgave er for det norske Theater dobbelt vanskelig at løse; thi Forholdene har gjennem Tiden artet sig saa, at det ikke blot har et Maal at kjæmpe for, men ogsaa en Modstand at overvinde; – for at naae frem, maa den dramatiske Kunst hos os ikke blot lære, men ogsaa glemme.

Den Humanitetens og Intelligentsens Aand, hvori Nationalforsamlingen under ​vor Selvstændighedsperiode har virket ud over Landet, maa i væsentlig Grad komme i Betragtning som ​Løftestang for de høiere Ideer, Tiden har kaldt til Live i vort Statssamfund. Men blandt disse staaer Ideen om et Nationaltheater i første Række. Det er derfor med fuld Fortrøstning, vi henvender os til Norges Storthing, idet vi herved andrager om, at der af Statskassen maa bevilges Kristiania norske Theater et aarligt Tilskud af ​2000 Spd. for mere frit og uhindret end hidtil at kunne virke i Kunstens Tjeneste.

Theatret rummer 820 Personer og gav i forrige Spilleaar 131 Forestillinger.

I det sidst forløbne Spilleaar har der været solgt:

Tilsammen 50,300 Billetter.